Adoption

Samtaler og rådgivning om adoption hos Aalborg Gestaltterapi

Få hjælp og rådgivning i forbindelse med adoption

Jeg mistede engang selv drømmen om et barn. Jeg mistede drømmen om at blive gravid og få små mini-udgaver af mig selv og min mand. Vi valgte at adoptere og jeg fik en ny drøm. Drømmen om at blive forælder til et barn, som jeg ville kunne tilbyde langt mere, end et børnehjem nogen sinde kunne. Drømmen om at komme til at elske et barn over alt på jorden. Den drøm vandt. Min gamle drøm var ikke længere en drøm, men et til tider vemodigt minde fra svundne tider. Heldigvis kan jeg leve med mit vemodige minde, for nutiden kalder og kærligheden til det som er, kalder højere.

Har du selv måttet opgive en drøm og har du brug for hjælp til at finde nye drømme og nye veje, så ring til mig på Tlf. 93960212

Det kan også være, at du har brug for at drøfte en allerede truffet beslutning om adoption?

Hos mig kan samtaler med adoption som omdrejningspunkt handle om flere ting:

  • Forældresamtaler før en mulig adoption
  • Forældresamtaler efter en adoption
  • Familieterapi/samtaler med alle i familien
  • Eller samtaler med den adopterede (ung eller voksen)

Jeg oplever ofte, at forældre til adopterede børn er meget i tvivl, om de valg de træffer vedrørende deres barn, er de rigtige. De gør sig mange tanker og forestillinger og kommer måske oftere i tvivl.

Som mor til to drenge, hvoraf den ene er adopteret, kender jeg til følelsen af tvivl. Den tvivl jeg kan have i forbindelse med, hvad der nu vil være det bedste at gøre for min ældste søn, som er adopteret, har jeg slet ikke i samme grad med den yngste. Måske handler det om, at jeg ikke selv har båret min ældste søn? Måske er det fordi der altid vil være en del af hans liv, som vi ikke helt kender til? Eller også er det noget helt tredje. Men det er faktisk ikke så vigtigt. Det vigtige er, hvordan vi som forældre håndterer udfordringerne, når vi synes det er svært at være forældre. Dét vil altid være vores - de voksnes ansvar. Og når et barn "er" et problem, så er det fordi det har et problem.

Jeg tager rigtig gerne en samtale med jer forældre om, hvad I oplever som værende udfordrende i jeres forældreskab med jeres adopterede barn. Vi kan altid invitere barnet med, hvis det er det I ønsker. Det er altid godt, hvis alle bliver og føler sig hørt.

Ønsker du at bestille en tid vedrørende adoption eller høre mere, så kontakt mig gerne her >>